Ny salgsdirektør hos Logitrans A/S
1. februar 2022 tiltræder Michael Behrens som salgsdirektør hos Logitrans A/S i Ribe. Michael får det overordnede ansvar for salg, marketing og kundeservice hos Logitrans. Udover salgsafdeling i Danmark og Kina har Logitrans også salgskontor i Tyskland og USA. Michael bliver således salgsansvarlig for hele koncernen og bliver også en del af den daglige ledergruppe.
”Michael kommer fra en stilling som General Manager for Offshore Wind Division hos MacArtney A/S i Esbjerg og har tidligere haft det overordnede salgsansvar/kommercielle ansvar i samme virksomhed. Derudover har han bl.a. været salgschef/haft salgsansvar hos Lemvigh-Müller A/S. Derfor er det en tung kommerciel profil, der nu bliver en del af vores team hos Logitrans, og jeg ser rigtig meget frem til samarbejdet”
Gitte Kirkegaard, CEO hos Logitrans A/S
Gitte Kirkegaard fortsætter: ”Jeg har selv haft jobbet som salgsdirektør siden 2012 og har siden 2015 desuden være administrerende direktør, og i takt med at virksomheden vokser, har jeg ikke længere tid til alle opgaverne. Min fornemmeste opgave er at sikre, at vi har en sund, stærk og god virksomhed nu – og også om 20 år. Derfor skal jeg fremover have fokus på den overordnede udvikling af vores virksomhed, mens Michael overtager hele salgsdelen fra mig”.
En meget glad Michael Behrens siger: ”Jeg ser Logitrans som en virkelig spændende virksomhed med stort potentiale, og jeg glæder mig meget til at være en del af Logitrans-teamet. Logitrans har ry for at være en god arbejdsplads, og jeg glæder mig til at arbejde med den strategiske udvikling af salgsafdeling og kunder - og i det hele taget til at være med på rejsen de næste mange år hos Logitrans.
”Der er ingen tvivl om, at det bliver rigtig godt med mere fokus på salgsområdet og at et tættere lederskab af salgsgruppen, som Michael kommer til at levere, bliver en stor styrke og en klar forbedring. Jeg glæder mig virkelig meget til, at Michael starter. Han bliver en af mine tætteste medarbejdere og, som før nævnt, også en del af ledergruppen, så vi har selvfølgelig været igennem en rigtig god, men også lang proces, for at sikre at der er det rigtige match. Det er jeg sikker på, vi har fundet her”, slutter Gitte Kirkegaard.
Logitrans med hovedkontor i Ribe er med sit omfattende sortiment blandt verdens førende udbydere af internt transportmateriel. Logitrans beskæftiger mere end 140 kvalificerede medarbejdere inden for udvikling, produktion, salg og service for at kunne opfylde kundernes krav i hele verden. Logitrans´ produkter håndterer og transporterer alle tænkelige emner, som f.eks. tønder, bokse, kasser og ruller, og Logitrans er ekspert i at justere og tilpasse standardprodukterne til kundernes specifikke behov. Logitrans har salgsafdelinger og egen produktion både i Danmark og Kina samt salgskontorer i Tyskland og USA. 95% af det, der produceres på fabrikkerne i Ribe og Kina eksporteres, og salget sker til mere end 55 lande i hele verden.