Fortsat fremgang hos Logitrans i Ribe…
Der er stor glæde at spore hos Logitrans A/S i Ribe! De seneste 5 år har virksomheden formået at skabe en højere og højere omsætning og flotte resultater, med stort set det samme antal medarbejdere. Og 2018 er ikke nogen undtagelse!
”Når endnu et år er gået godt, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvorfor det er gået godt i år, igen. Det er det, fordi vi løfter i flok. Vi er gode til hver især at gøre det, vi er bedst til. Vi har tillid til hinanden og respekt for hinandens arbejde, og det skaber sammenhold, og sammenhold skaber gode resultater”, siger en meget glad Gitte Kirkegaard, CEO hos Logitrans A/S, som hermed sender en stor tak afsted til samtlige medarbejdere i koncernen.
”Det er nu snart 4 år siden, vi kunne fejre 75 års jubilæum, og i 2018 har vi slået hele to rekorder: En på den største omsætning for en måned og en for det bedste resultat for en måned, og så sluttede vi også det samlede år med et resultat på næsten 8 mill. DKK. Resultatet lever ikke op til vores forventninger, men er dog 15% bedre end sidste år. Når vi vurderer tallene, forholdene og betingelserne på markederne, kan vi være godt tilfredse med resultatet”
Gitte Kirkegaard
På toplinjen havde Logitrans A/S et mål om at nå 10% over sidste års omsætning. Her nåede virksomheden en omsætningsstigning på 6% i forhold til sidste år. De europæiske markeder har samlet set været på samme niveau med sidste år, dog var der i Tyskland en vækst, mens det franske marked har været nedadgående. I skrivende stund er udviklingen i Frankrig vendt til noget positivt. Den primære stigning i omsætningen skyldes hovedsageligt det amerikanske marked.
Logitrans konkluderer, at de ikke har været voldsomt presset af handelskrigen mellem Kina og USA. Ca. halvdelen af salget i USA kommer fra egen fabrik i Kina, og derfor har de måttet lægge ekstra told på de varer, der sendes fra Kina til USA. Indtil videre har Logitrans dog ikke set nogen negativ effekt af det. Det samme gælder i forhold til Brexit. Storbritannien er ikke et af Logitrans´ store markeder, men salget til Storbritannien har været stabilt.
”Mange virksomheder er plaget af ikke at kunne få kvalificeret arbejdskraft. Det har vi hos os kun oplevet ganske få gange, til meget specifikke stillinger”, siger Gitte Kirkegaard og fortsætter med et lille smil på læben: ”Og med fare for at overtræde Janteloven med flere længder, så har vi faktisk haft op til flere tidligere medarbejdere, der har søgt tilbage til Logitrans. For mig er dette det ultimative succeskriterium for en god arbejdsplads! En arbejdsplads, hvor atmosfæren og sammenholdet er skabt af alle de mennesker, der arbejder her. Et sammenhold, der sammen med flid, fleksibilitet og fokus på kunden, skaber gode resultater”.
Logitrans A/S udvikler, producerer og sælger internt transportmateriel og er blandt de førende i verden inden for kundetilpassede ergonomiske håndteringsløsninger, højtløftere samt rustfri produkter til fødevarebranchen og den farmaceutiske industri. Virksomheden beskæftiger 75 medarbejdere i Danmark, 55 på fabrikken i Kina og 5 i USA, og over 95% af produkterne sælges igennem forhandlere i mere end 55 lande. Især rustfri produkter, kundetilpassede produkter og små seriestørrelser laves i Danmark, mens større serier og mindre komplekse produkter produceres på fabrikken i Kina.