80-års jubilæum!

I dag er det 80 år siden, mine bedsteforældre etablerede Nisap Maskinfabrik, som i dag er kendt som Logitrans A/S. 

Når jeg nu sidder her og kigger tilbage på den lange og spændende historie, mine forældre og bedsteforældre har skabt, så bliver jeg faktisk helt rørt og virkelig stolt. 

Modige, ihærdige, fremsynede og nærværende
Der er ingen tvivl om, at mine bedsteforældre var modige, ihærdige, fremsynede og nærværende. De troede på deres ide, og min bedstefar satte en ære i at udvikle og producere kvalitetsprodukter til kunderne, samtidig med at min farmor satte en ære i at være nærværende og tage sig af både familien og medarbejderne. Deres virke, der var en kombination af udvikling og nærvær, er uden tvivl det, der har skabt det DNA, der er i vores virksomhed i dag.

Da mine bedsteforældre købte den konkursramte smedje i Farup for 80 år siden, er jeg sikker på, at de ikke kunne drømme om, hvor virksomheden er i dag. At den skulle vokse fra en lille smedje i Farup til en global virksomhed med et kæmpe forhandlernet og produktion i Kina og salgskontor i USA. Fra kridtstreger på gulvet til højteknologiske maskiner og robotter. Fra landbrugsmaskiner og hydrauliske løsninger til unikke håndteringsløsninger.

Og hvordan har det egentlig kunnet lade sig gøre, spørger mange. Og der er ingen bedre til at fortælle om de første 5 år af virksomhedens eksistens end min farmor. I 1998, da hun var 83 år gammel, skrev hun følgende beretning.

Historien om de første 5 år af Nisap Maskinfabrik, skrevet i 1998 af Ingrid Marie Pedersen, Nis A. Pedersens hustru:

“Nu i dag, hvor firmaet er ved at vokse fra mig, kunne jeg tænke mig at fortælle lidt om, hvordan vi havnede her i Farup. Jeg havde systue i Esbjerg, og Nis arbejdede som smedesvend i Tarp. Så blev Nis arbejdsløs og kunne ikke få understøttelse. Det var bare med at finde nyt arbejde i en fart. I hans søgen i avisen, så han, at smedeforretningen i Farup var til salg. Smeden var gået fallit, og banken havde overtaget både smedje og beboelse.

Efter megen snak og nogen betænkelighed blev vi enige om at sætte vores sparepenge på højkant, og vi kunne derved lige klare udbetalingen.

Den første maj 1940 skulle vi overtage smedjen, og 9. april var Nis i Ribe for at underskrive skøde. Det blev en minderig dag, ikke mindst fordi Nis, da han skulle tilbage til Esbjerg, måtte følges med den tyske værnemagt.

Jeg blev sommeren over i Esbjerg, fordi jeg skulle tjene penge, så vi kunne få indlagt el i beboelsen. Esbjerg var efterhånden ikke så rar at bo i mere med alle de soldater og mørklægningen, så det var rart at rejse derfra den 1. november. Det blev den koldeste vinter jeg kan huske, og det blev ikke bedre af, at vi havde småt med brændsel.

Vi fik to læs tørv af Nis´ far og mor i bryllupsgave, men de slap alt for tidlig op. Hele foråret måtte vi klare os med grene fra kirkegårdstræerne, som vi fik lov til at hugge til kvas, da de blev beskåret. Vi havde ikke for mange penge den første tid, og lige inden jul tabte Nis sin pung med hele vores kapital. Han måtte gå til kommunen og bede om forskud på noget arbejde, han var i gang med for den. Det blev både første og sidste gang, vi lånte til privatforbrug.

Det til trods for at i lang tid skulle alt, hvad der kunne skrabes sammen, bruges i forretningen. Jeg syntes undertiden, det var lige hårdt nok, men det hjalp vel nok lidt, at der næsten intet var at købe.

Det var nu da slet ikke så sort det hele, vi fik gode naboer, og når vi mærkede, at gaden begyndte at dufte af brændt rug, vidste vi, at nu kom der en hyggeaften med erstatningskaffe og bygmelsboller. Vi lærte at skønne på de gode mennesker, vi boede iblandt, i en tid, hvor verden var af lave.

Vi mærkede ikke så meget til tyskerne den første tid, men en nat fik vi sådan bogstaveligt talt krigen ned over hovedet. Vi vågnede ved, at maskingeværkuglerne raslede ned over zinktaget, det var en engelsk flyver, der blev forfulgt af tyskerne.

En dag kom tyskerne pludselig til Farup. Nis fik soldater i værkstedet, de skulle sko hestene. En dag kom de også hjem til os privat, og ville have 4 mand indkvarteret. Jeg kan ikke huske, hvor længe de boede hos os, men pludselig skulle de til fronten i Rusland. Vi kunne mærke, de ikke var glade for at komme afsted.

Alt imens arbejdede Nis hårdt i værkstedet. Der var arbejde nok, men det kneb meget med at få materiale og reservedele.

Men alting får jo en ende, fem lange krigsår sluttede 5. maj 1945. Den dag glemmer vi aldrig, heller ikke synet af den stolte tyske værnemagt. De kom sjokkende på deres ben herigennem. Der var ikke meget storhed tilbage. De kom med gamle trækvogne, cykler, og hvad der ellers kunne trille. De transporterede deres ejendele, og hvad de kunne få købt for de sidste danske penge.

Da de kom til grænsen, blev alt taget fra dem, og de kunne forsætte tomhændet hjem til det sønderskudte Tyskland. Så var der også gået fem år af vores tid her i Farup.”

Idag vs dengang
Dengang var det ikke socialt samvær, man blev afgrænset fra, som det er lige nu under Coronakrisen, men til gengæld var der lige så mange problemer med forsyningskæden, som vi oplever i disse tider.

Da krigen var ovre, så min bedstefar et behov hos landmændene for maskiner, der kunne hjælpe dem med at dyrke afgrøder og gøre rent i staldene. Han udviklede derfor blandt andet gummivogne, slåmaskiner, trillebøren, roeoptageren, kunstgødesprederen og et staldudmugningsanlæg. Udmugningsanlægget blev styret med hydraulik, hvilket betød, at Nis nu havde knowhow om hydrauliske systemer. Det fik ham til at udvikle autoliften og andre hydrauliske løfteanordninger.

Fra landbrugsmaskiner til intern transport
En kunde i Nordjylland spurgte, om han kunne producere 2000 hydraulikpumper til palleløftere, og det kunne han sagtens. Da han så havde leveret de første 100 stk., gik kunden konkurs, og så stod min bedstefar her i Farup med 1900 hydraulikpumper til palleløftere – og hvad gør man så? Så laver man selv en palleløfter! Og sådan gik det til, at fokus på produktudvikling ændrede sig fra landbrugsmaskiner og hydrauliske løsninger til intern transport.

Erling overtog virksomheden 
I midten af halvfjerdserne overtog min far virksomheden og fortsatte udviklingen inden for løsninger til materialehåndtering. Min mor arbejdede i administrationen. Min far har selv beskrevet hvorfor og hvordan, han overtog virksomheden efter sin far.

”Der var engang en lille dreng, som voksede op i en lille landsby i Vestjylland. Hans forældre var flyttet til området nogle år før, han blev født, fordi de have købt en lille smedje, som var gået konkurs. Moderen var syerske, og for at bidrage til familiens økonomi syede hun for landsbyens fruer. Faderen var udlært som smed på landet. Den lille familie blev grundlagt netop som 2. verdenskrig startede. Drengen, som denne fortælling handler om, blev født et par år efter krigens slutning. Det var på et tidspunkt, hvor det igen gik fremad i landsbyen, og familien begyndte at tjene til lidt mere end det daglige brød. Dengang var det almindeligt at hjælpe til derhjemme. Kammeraterne fik deres tjans på gårdene, og drengen fik småjobs på smedjen. Allerede før drengen startede i skole, planlagde han sammen med bagerens datter, hvordan han skulle overtage smedjen. Det var meget vigtigt for drengen, at hængelåsen til porten på smedjen fulgte med – faktisk var den hængelås nok den største årsag til, at drengen i en meget ung alder, spurgte sin far, om han godt måtte få værkstedet når han blev stor. Bageren, datteren og hængelåsen forsvandt, men smedjen blev senere overtaget af drengen”.

Sådan begynder min fars fortælling om, hvordan han i en meget ung alder vidste, at han skulle overtage værkstedet fra sin far. Anderledes har det været for min søster og mig. Mine forældre fik tre piger i 70´erne. Dengang var det ikke særlig brugt, at piger arbejdede i hverken industri eller i ledelse. Så det var ikke, på samme måde som det var for min far, oplagt, at vi skulle overtage virksomheden. Vi har også altid fået at vide af vores forældre, at vi skulle vælge med hjertet og sørge for at tage en uddannelse med nogle fag, der interesserede os. Og det gjorde vi, og 2 ud af 3 endte så med at blive ingeniører, ligesom vores far, mens vores lillesøster er blevet sygeplejerske.

I starten af 70’erne blev min far færdig som ingeniør og kom hjem til Farup for at overtage virksomheden efter sin far. Og dermed kunne min far sidste år fejre 50-års jubilæum. Ud af de 50 år, han har været direktør i de 40 år. Min far er i dag 72 år og arbejder forsat 30 timer om ugen.

I dag ledes og ejes virksomheden af min søster og mig, og vi er SÅ stolte af, at vi i dag kan fejre 80-års jubilæum og tænke tilbage på, hvordan det hele startede. Og nu er det så vores opgave at ”skrive historien” om de næste 20 år…